[VIGTIGT: SAMMENHÆNG MELLEM LUGTE-/SMAGSTAB OG COVID-19]
Har du haft nylig luftvejsinfektion eller nyligt lugte-/smagstab, så har vi brug for din hjælp! Udfyld et eller begge nedenstående spørgeskemaer, så vi kan blive klogere på sammenhængen!
1. Pludseligt lugte- og/eller smagstab i 2020:
Da mange har berettet om pludseligt lugte- og smagstab i de forgangne måneder, har man ved Flavour Klinikken også lavet en spørgeskemaundersøgelse til personer, der i 2020 har oplevet et pludseligt lugte- og/eller smagstab. Her er fokus på varighed og udvikling af symptomer, så der bedre kan informeres og vejledes om prognoser efter lugte- og smagstab: https://redcap.au.dk/surveys/?s=LL4WRM8F7T
2. Nylig infektion i luftvejene:
I samarbejde med 30+ lande, indsamler man i Danmark også data på personer med nylig infektion i luftvejene (f.eks. forkølelse, influenza, COVID-19 indenfor de seneste 14 dage). Projektet undersøger om lugte- og smagstab præsenterer sig anderledes ved COVID-19 end øvrige luftvejssygdomme: https://gcchemosensr.org
ANBEFALINGER TIL PATIENTER MED LUGTE-/SMAGSTAB VED COVID-19
Lugte- og smagstab er et hyppigt symptom ved COVID-19, som ud fra internationale studier ser ud til at ramme 6 ud af 10 patienter med COVID-19. Sansetabet var ofte ved længe efter de øvrige symptomer er forsvundet og er årsag til både stor gene og bekymring hos patienterne.
Varighed af sansetabet
De foreløbige data fra vores spørgeskemaundersøgelser viser at hun halvdelen af patienterne har fået lugte- og smagssansen helt tilbage efter en måned, mens 28% ikke har oplevet nogen bedring af lugtesansen og 20% ikke har oplevet nogen bedring af smagssansen efter en måned. Det typiske forløb er en langsom bedring af først smagssansen og derefter lugtesansen. Forbedringen sker oftest gradvist og kan ikke nødvendigvis mærkes fra dag til dag, men ved gentagne testninger ser man en meget langsom bedring over uger til måneder.
Hvad kan du selv gøre?
Fra tidligere studier på patienter med lugtetab efter andre virus infektioner (f.eks. influenza) ved vi at det kan tage mange måneder at få lugtesansen igen. Det kan tage op til to år før lugtesansen bliver bedre og kun i sjældne tilfælde er sansetabet varigt.
Ved at stimulere lugtesansen med de samme lugte gentagne gange, kan man øge chancerne for at få lugtesansen hurtigere tilbage. Cirka halvdelen af patienterne med lugtetab får hurtigere forbedring af lugtesansen med lugtetræning. Vi anbefaler derfor at man derhjemme foretager lugtetræning efter følgende retningslinje:
- Udvælg fire lugte (duftolier eller krydderier). Hvis din lugtesans er helt forsvundet eller meget nedsat anbefales de duftolier, da disse lugter kraftigere.
- Lugt til hver af de fire lugte i 30 sekunder morgen og aften i tre måneder. Efter tre måneder skal de fire lugte udskiftes til fire nye.
Ved irritation i luftvejene efter brug af duftolier til lugtetræning (meget sjældent), anbefales skift til anden duftolie eller til brug af krydderier i stedet.
Rygestop anbefales hvis man er ryger, da dette kan begrænse bedringen af lugtesansen – især i de første vigtige måneder efter lugtetabet.
Det er vigtigt at indtage den anbefalede mængde omega-3 fedtsyrer, enten som Sundhedsstyrelsen anbefaler med fed fisk to gange om ugen eller to kapsler Omega-3 kapsler dagligt.
Hvordan er forløbet når lugtesansen kommer i bedring?
Bedringen foregår ofte meget langsomt, da lugtereceptorerne i næsen udskiftes efter 3-4 uger og det næste ‘hold af lugtereceptorer’ som hovedregel kun er lidt bedre end de receptorer de udskifter. Bedringen mærkes ofte ikke fra dag til dag – eller måske ikke engang fra uge til uge, så det kræver tålmodighed.
________________________
About Flavour Institute
In Flavour Institute, we aim to advance the knowledge of smell, taste, and how these merge in flavour. A loss of sensory abilities will often reduce quality of life, but may also be an earlier warning sign of psychiatric, neurologic and neurodegenerative disease. By working with all aspects of smell, taste, and flavour, we work to form a platform for a multidisciplinary approach in research, clinical diagnostics, and treatment.